fbpx

Åbningstider for Naturbørnehaven

Mandag – torsdag 6.30-16.30

Fredag 6.30-16.00

Lukkedage 2025/2026

Juleferie 20/12-5/1 2025/2026

Påskeferie 28/3- 6/4 2026

Kr. Himmelfartsferie 14/5-17/5 2026

2. pinsedag 25/5 2026

Grundlovsdag 5/6 2026

Sommerferie uge 29, 30 2026

HVEM ER VI?

Fredericia Friskole og Naturbørnehave er en børnehave, der har base på Fredericia friskole. Beliggende op til Østerstrand, med kastellet og volden som naboer. Vi har et lokale på Friskolens afdeling på Bülow kaserne. Her mødes vi om morgenen, inden turen går afsted med vores fine børnehave bus. Bussen er indrettet til en børnehave. Det betyder at der er køleskab til madpakkerne, toilet og garderober. Vi kan sænke bordene og lave plads til sovebørn. Bussen har alt hvad vi har brug for i løbet af en dag. Lige fra båludstyr, legetøj, tegneting, bøger og ting vi skal bruge for at undersøge naturen. Bussen kører os rundt til spændende natur destinationer i lokalområdet. Herfra går vi på opdagelse og lader kreativiteten spirer sammen med naturen og børnenes fantasi.

I naturbørnehave vil I opleve en hverdag med tid, nærvær, omsorg og tryghed som base for at vi i fællesskab går ud og oplever verden. Det sker i en kombination af pædagogisk planlagte aktiviteter og børnenes spontane ideer. Vi bruges naturen som legeplads, hvor vi udfordrer motorikken, og lærer at mestre nye færdigheder. For os er kreativitet, nysgerrighed og natur nøgleord. Vi ønsker at børnene skal være medskaber af egene læring og udvikling med fokus på at følge børnenes spor.

vi har 24 børn, hvilket gør at vi har mulighed for at skabe små differentierede fællesskaber. Vi er på tur hver dag hele året rundt og bruger lige så meget naturen som grupperum, som bussen og vores base på friskolen.

Hvordan det pædagogiske grundlag kommer til udtryk i Naturbørnehaven Fredericia Friskole:

LEG

I Naturbørnehaven har vi fokus på vores daglige pædagogiske praksis og hvordan vi får skabt en legekultur, hvor legen er gennemgående i løbet af dagen. Vi ønsker at børnefællesskaberne og læringsmiljøet har en inkluderende betydning. Børn lærer gennem leg og relationer i et trygt læringsmiljø, hvor nærværende voksne støtter det enkelte barns nysgerrighed, mod på at søge nye udfordringer og støtter op omkring deres sociale udvikling. Det er vigtigt for os at vi er med til at sikre alle børns deltagelsesmuligheder.

Det gør vi ved at have fokus på at give det enkelte barn mulighed for igennem legen, at eksperimentere og gøre nye opdagelser. Vi bruger naturen omkring os og skaber rammer med mulighed for fordybelse, kreativitet og nysgerrighed i fællesskabet med andre børn. Vi støtter børnene ved at følge børnenes spor, og går på opdagelse sammen med børnene. Vi opfordrer til leg og er med en legende tilgang rollemodeller ind i legen. Det er vigtigt for os at legen sker i en vekselvirkning mellem pædagogiske aktiviteter og spontant opstået situationer og kreativitet i naturen. Samtidig er vi opmærksomme på de forskellige typer af leg og hvordan vi positionerer os i forhold til legen, for at skabe de bedste deltagelsesmuligheder for alle børn.

DANNELSE OG BØRNEPERSPEKTIV

I Naturbørnehaven møder vi altid børnene med positive forventninger, da vi ved at det er med til at skabe et trygt læringsmiljø. Vi støtter børnene i at udvikle evnen til at være aktiv deltagende ind i børnefællesskabet, samt støtter og guider børnene til at løse konflikter og udfordringer ud fra deres udviklingstrin. Vi støtter børnene i at blive innovative med lyst til at eksperimentere. Børnene i Naturbørnehaven oplever medbestemmelse og har indflydelse på hvordan deres dag i børnehaven skal se ud. Det gør vi ved at det pædagogiske personale lytter til børnenes ideer, meninger og undren og bringer det aktivt ind i de pædagogiske aktiviteter. Det pædagogiske personale er observerende og analyserende for at se, hvad børnegruppen er optaget af.

BØRNESYN

I Naturbørnehaven møder vi børnene med en anerkendende tilgang, og med målet om skabe fælles hensigt. Det pædagogiske personale prøver at forstå barnets intension, ved at lytte og sætte ord på de følelser barnet er i. Det gør vi for at støtte børnene i at få en forståelse for sig selv ind i fællesskabet.

Det at være barn er en værdi i sig selv og en værdi vi skal værne om. Det betyder at vi ser det enkelte barn som unikt men også som et kompetent barn med selvstændige følelser og holdninger. Vi støtter det enkelte barns udvikling ud fra nærmeste udviklings zone, hvor alle børn bliver mødt

af omsorg og tillid. Vi har fokus på at skabe læringsmiljøer der indbyder til leg og medbestemmelse og bringe børnene ind i meningsfulde fællesskaber.

LÆRING

Læring og udvikling finder sted gennem aktiv deltagelse i meningsfulde fællesskaber. Alle børn er vigtige deltager i fællesskabet med de forskellige kompetencer de har. Vi ser læring som noget der finder sted hele dagen, både i overgange, voksenstyrede aktiviteter og i den mere frie leg. I Naturbørnehaven bruger vi naturen som omdrejningspunkt for læring. Læring sker både på det sociale, følelsesmæssige, fysiske og kognitive plan, her er naturen oplagt til at skabe gode læringsrum for den legende læring.

Vi har fokus på at støtte det enkelte barns udvikling ind i det store fællesskab. Her vil de blive mødt af respekt, nærvær og omsorg fra de voksne. Legen forstås som en væsentlig del af den lærende kontekst, hvor den legende læring sker med afsæt i børnenes spontane initiativer og gennem voksenstyrende leg og guidning. Det er vigtigt at den legende læring finder sted i trygge rammer og fællesskaber, hvor der altid er plads til at fejle.

BØRNEFÆLLESSKABER

I Naturbørnehaven har vi fokus på, at børnene oplever sig som en betydningsfuld del af et børnefællesskab. Når et barn føler sig som en del af et fællesskab opstår der trivsel og læring. Børnene får erfaringer med og øver sig i at give og tage plads i fællesskabet. Vi støtter børnene i at øve sig i at sige fra og markere egne grænser. Børnene øver sig i trygge rammer i at reagere på følelser. I naturbørnehaven styrker vi børnene i at gå forrest og vise de andre børn, hvad der optager dem. Det skaber mulighed for at skabe nye relationer hos børnene.

I aktiviteterne giver vi børnene mulighed for at få erfaringer med at hjælpe hinanden og få forståelse for hinanden. Børnene bliver mødt at voksne der har forståelse for, at de i perioder kan være perifert deltagende i aktiviteter og i fællesskabet. Det pædagogiske personale er

tillidsvækkende og understøtter børn, der er kommet i konflikt, de bruger affektiv afstemning, så barnet lærer at aflæse egne og andres følelser.

DET PÆDAGOSISKELÆRINGSMILJØ

I Naturbørnehaven skaber vi et læringsmiljø med fokus på natur og kreativitet. Et læringsmiljø hvor der er plads til differentiering og med fokus på leg og læring gennem hele dagen. Vi arbejder med at bringe naturen ind som en del af vores læringsrum ved, at vi hver dag er ude i naturen. Her vil vi arbejde med små legefællesskaber. Vi har mulighed for at skabe forskellige små zoner for leg ved at bruge både vores bus og naturen aktivt. Det er vigtigt for os at give plads til legen og fordybelse, at børnene kan opnå flow i løbet af dagen uden afbrydelser.

Det pædagogiske personale skaber et læringsmiljø med omsorg, struktur og forudsigelighed for at skabe tryghed. Vi ser det enkelte barn i fællesskabet og ved at børn er forskellige, det betyder at vi har fokus på at se det enkelte barns behov og mestringsniveau, det er vigtigt for os at alle børn oplever at lykkes.

FORÆLDRESAMARBEJDE

Det er et fælles ansvar at opretholde en god samarbejdskultur om barnet.

Vi bygger forældresamarbejdet på et tillidsfuldt, åbent og konstruktivt samarbejde om barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det betyder, at vi dagligt indgår i en gensidig, åben og ærlig dialog om barnets deltagelse i børnefællesskaberne og om, hvordan vi i fællesskab fremmer barnets trivsel og læring i hverdagslivet. Det betyder, at forældrene kan forvente, at vi deler glæder og bekymringer, som har betydning for deres barns trivsel og udvikling. Det betyder, at vi forventer, at forældrene deler deres glæder og bekymringer for deres barns trivsel og udvikling med os.

Vi har et forældreråd hvor minimum 3 forældre skal være repræsenteret. Her inddrages forældrerådet i de overordnede principper for det pædagogiske arbejde i naturbørnehaven.

BØRN I UDSATTEPOSITIONER

I naturbørnehaven anser vi kvaliteten af interaktionen mellem barn og voksen som særlig betydningsfuld for børn i udsatte positioner. Vi har sammen med forældre og fagprofessionelle ansvar for at støtte børn i udsatte positioner og sikre, at alle børn deltager i meningsfulde fællesskaber. Når et barn ikke trives, ligger der mange bagvedliggende forklaringer og sammen med forældrene går vi sammen på opdagelse efter mulige forklaringer, og ser på sammenhænge og mønstre. Vi tilrettelægger pædagogiske aktiviteter der giver de bedste betingelser for børn i udsatte positioner, det betyder at vi skaber differentierede fællesskaber, for at sikre de bedste deltagelsesmuligheder for alle børn. Vi har fokus på barnets styrker og interesser og bruger det aktivt til at og støtte børnene ind i fællesskabet.

SAMMENHÆNG TIL BØRNEHAVEKLASSEN

I naturbørnehaven introducerer vi de ældste børn for fonologiske lege, som forberedelse til at blive tyvstarter og senere start i børnehaveklassen. Vores tilgang til læring er legende. Vi bruger leg, natur og kreativitet som værktøj til at skabe meningsfuld læring for børnene.

Vi deltager løbene i arrangementer og morgensamlinger på skolen for løbende at skabe en sammenhæng og tryg overgang til skolen. Det er vigtigt for os at overgangen mellem børnehave og skole bliver så tryg og naturlig som muligt.